Låge nummer 4 i Idekalenderen: Dropshipping/parallelimport af svensk medicin

parallelimport af medicin

Dropshipping/parallelimport af svensk medicin.

Da jeg arbejdede i medicinalbranchen, fandt jeg ud af mange spændende ting omkring medicin og styring af prisniveauet, som jeg ikke var bekendt med, som almindelig borger. Medicinen produceres først af en virksomhed, som tager patent på det. Det patent gælder i 10 år, hvorefter det er tilladt for konkurrenterne at kopiere det. Parallelimport fra andre lande er også en måde at distribuere og sælge det på.

I det medicinalfirma jeg arbejdede hos, stod jeg blandt andet for prissætning og lagerstyring af medicinen. I medicinalbranchen gælder det om at have den laveste pris for at sælge sine varer. Det betyder at man nogle gange må sælge til under indkøbspris for at få fat i kunderne. Det er selvfølgelig ikke hele tiden det sker og det er kun fordi man kører efter strategien: ”Hvad man taber på gyngerne tjener man på karrusellerne.” – at det kan lade sig gøre.

Derudover skal lige nævnes at meget medicin sælges i hele Norden til forskellige priser.

Derfor kan en vare være meget dyr i Danmark, men meget billig i Sverige og omvendt. Heldigvis er mange af indlægssedlerne på alle de skandinaviske sprog, så den samme pakning må sælges i alle lande.

Min ide (fra omkring 2006) er at importere de billige varer fra Sverige til Danmark (indenfor EU), så man kan tjene differencen på dette.

Det kræver at blive registreret som medicinalvirksomhed og alt efter om man vil være det sidste led (apoteket) eller grossist, så kræver det at man får en godkendelse af Sundhedsstyrelsen (eller en anden autoritær instans, som jeg ikke kan huske, da det efterhånden er mange år siden) før man må sælge.

Men derudover er resten sådan set blot lagerstyring, markedsføring og prisstrategi.

Hvad synes I? Er det muligt? Er der nogen her i netværket, som har kompetencer til at udføre ideen i det virkelige liv? Så værsgo, den er gratis.

Låge nummer 3 i Idekalenderen: Pillebilen/Medicinbilen

Lokalfragt

Vi holder os til levering af varer og lægger stille og roligt op til morgendagens ide.
Jeg ved at denne ide ikke er ny og findes i forvejen hos nogle apoteker. Men jeg tror de nogen steder har måtte droppe denne service, da folk ikke har været klar til det. Jeg fik selv ideen i 2010, da jeg skulle hente noget medicin til min svigermor, som bor i Ejby og jeg selv bor i Odense.

Jeg skulle altså køre ind til apoteket, stå i kø i lang tid og køre ud til min svigermor bagefter. I alt tog det over en time før jeg nåede derud og jeg brugte nok sammenlagt 1,5 time på det. Min svigermor er ellers ikke en der har behov for medicin særlig tit, men lige i dette tilfælde var det nødvendigt for hende at hente det, men ikke forsvarligt for hende selv at køre ind til Odense for at hente det.

Hvad kan vi gøre for at få medicin bragt ud om natten?

Derfor foreslår jeg at man undersøger behovet for at få bragt medicin ud og muligheden for at samarbejde med nogle apoteker, som ikke selv tilbyder denne service. Måske kan DeliverIt, som nævnt i låge nummer 2, gøre det. Men indtil videre inkluderer deres arbejdstider ikke natarbejde, hvor dette er mest relevant.

Nogen der har oplevet et lignende behov?